Markeder

Aktierne falder, men måske vender det onsdag. Læs hvorfor.

Den amerikanske præsident Donald Trump er kendt for sine tweets, der kan vende op og ned på børsmarkederne.

De fleste investorer vågnede op mandag morgen med røde tal i deres aktieportefølje i forhold til i fredags, hvor alt ellers så lyst ud.
Årsagen var et giftigt tweet fra den amerikanske præsident, der blev udsendt søndag aften, dansk tid. Det korte tweet beskrev de meget vigtige handelsforhandlinger med Kina, og Donalds Trump var ikke tilfreds.

“Handelsaftalen med Kina fortsætter, men det går for langsomt,” skrev præsidenten og truede med at øge tolden på varer fra Kina helt dramatisk til 25% allerede fra på fredag.
Alle forventede ellers, at en aftale med Kina var lige om hjørnet, så det korte tweet fik øjeblikkeligt alverdens indekser til at falde. Det store amerikanske Dow Jones-indeks faldt med det samme med 450 point, og her til morgen startede det danske C25-indeks 1,7% lavere, i Stockholm åbnede fondsbørsen hele 2 % lavere, og det samme skete i Tyskland, hvor børsen i Frankfurt faldt 1,9%.

Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog

Det er meget vigtigt for verdenshandelen, at USA og Kina lander en god handelsaftale, og det ryster derfor verdensmarkedet hver gang, at der er problemer med forhandlingerne. Donald Trumps tweet søndag aften kan sagtens være en del af et taktisk spil, der har til formål at presse de sidste aftaler ud af kineserne.

Søndagens tweets fra den amerikanske præsident.

Den taktik har Trump brugt før, men det er svært at sige, hvordan kineserne nu reagerer på en provokation fra den amerikanske præsident i forhandlingernes 11. time.

Den amerikanske storbank Goldman Sachs har imidlertid et godt bud på, hvad man som investor skal kigge efter, hvis man gerne vil vide, hvordan det egentlig går med forhandlingerne. På onsdag er det nemlig planlagt, at en stor delegation af kinesiske forhandlere og embedsmænd skal ankomme til Washington for at få de sidste detaljer i handelsaftalen på plads. Hvis denne rejse nu bliver aflyst eller udskudt, er det et vigtigt signal om, at forhandlingerne er gået helt i hårdknude. I så fald kan der være udsigt til toldforhøjelser allerede fra på fredag.

Hvis delegationen derimod ankommer som planlagt, så er de to lande muligvis – trods alt – tæt på en aftale. Eller som Goldman Sachs skriver det:

“Den vigtigste kortids-indikator, som man skal kigge efter, er hvis den store delegation ankommer til Washington den 8. maj som planlagt. Hvis de ankommer, så vil det indikere, at Kina tror på, at en handelsaftale er inden for rækkevidde,” skriver Goldman.

USA importerer varer fra Kina for omkring 540 milliarder dollars om året. Hvis handelsaftalen går i vasken vil langt de fleste varer fra Kina til USA blive udsat for højere toldsatser.

Faldet i Dow Jones, da Trumps tweet blev udsendt.

Del denne artikel

Invested.dk