Sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed

Den inverse korrelation der er mellem inflation og arbejdsløshed bør vær nem at se. Ifølge de fundamentale principper om udbud og efterspørgsel, så bør inflationen være lav, når arbejdsløsheden er høj, og omvendt. Denne sammenhæng er dog mere kompliceret, end den måske ser ud til, og der er flere eksempler over de sidste 50 år, der har skredet imod dens natur. Da inflationen og arbejdsløsheden er to af de vigtigste økonomiske variable, som påvirker os i vores dagligdag, er det vigtigt at forstå deres forbindelse

Udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft

Lad os tage begrebet løninflation (stigningen i lønningsniveauet) som et referencepunkt for den generelle inflation i økonomien. Når arbejdsløsheden er høj, så overstiger antallet af de folk, som er villige til at arbejde, den tilgængelige mængde af jobs. Som følge af dette har arbejdsgiverne ingen grund til at ”byde” efter medarbejderne ved at tilbyde dem højere løn. I dette scenarie vil lønningerne være konstante, og der vil ikke være nogen løninflation.

I det omvendte tilfælde, hvor arbejdsløsheden er lav, medfører det, at efterspørgslen efter arbejdskraft (fra arbejdsgivernes perspektiv) overskrider udbuddet. På et sådant arbejdsmarked vil arbejdsgiverne ikke tøv med at tilbyde højere lønninger for at tiltrække medarbejdere, hvilket skaber en løninflation.

Phillipskurven

A.W. Phillips var en af de første økonomer, som kom med reelle beviser på det inverse forhold mellem arbejdsløshed og løninflation. Phillips studerede forholdet mellem de to økonomiske variabler i England over et næsten helt århundrede (1861-1957), hvor han opdagede, at inflationen kunne bestemmes af a) størrelsen af arbejdsløshed og b) ændringen i arbejdsløshed.

Phillips antog, at når efterspørgslen efter arbejdskraft er høj, og der er færre arbejdsløse, så kan det forventes, at arbejdsgiverne vil byde lønnen op. Men når efterspørgslen efter arbejdskraft er lav, og arbejdsløsheden er høj, så vil arbejdstagerne være modvillige til at acceptere lavere løn, og derfor vil lønnen falde meget langsomt.

En anden faktor der påvirker lønændringer er ændringen i arbejdsløshed. Hvis forretningen kører, så vil arbejdsgiverne byde mere aggressivt efter arbejderne, hvilket betyder, at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger hurtigt (altså, arbejdsløshedsprocenten falder hurtigt).

Phillipskurvens implikationer

Lav inflation og fuld beskæftigelse er grundpillerne for den moderne centralbanks pengepolitik. For eksempel består Federal Reserve’s pengepolitiske mål af maksimal beskæftigelse, stabile priser og moderate langsigtede renter.

Valget mellem inflation og arbejdsløshed fik en masse økonomer til at forudsætte, at Phillipskurven kunne bruges til at fintune de penge- eller finanspolitiske muligheder for at imødekomme de ønskede økonomiske udfald. Fordi Phillipskurven for en bestemt økonomi ville vise et eksplicit inflationsniveau for en givet arbejdsløshedsprocent (og omvendt), så ville det være muligt at sigte efter en balance mellem en ønsket inflation og arbejdsløshed

Monetaristernes modbeviser

1960’erne bidrog med overbevisende beviser for Phillipskurvens validitet, altså at lavere arbejdsløshed kunne vedligeholdes, så længe man kunne tolerere en højere inflationsrate. Dog var der en gruppe monetarister ledet af Milton Friedman og Edmund Phelps, som argumenterede for, at Phillipskurven ikke er relevant på længere sigt. Deres påstand var, at økonomien på langt sigt vil komme tilbage til dens naturlige arbejdsløshed, da den korrigerer sig efter enhver mængde inflation.

Antag et scenarie hvor den naturlige arbejdsløshed er den nuværende arbejdsløshed. (Den naturlige arbejdsløshed er den langsigtede arbejdsløshedsprocent, som ses så snart de kortsigtede cykliske faktorer er forsvundet, og lønningerne har korrigeret sig til et niveau, hvor udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet er i balance). Hvis arbejdstagerne forventer, at priserne vil stige, så vil de efterspørge højere lønninger, så deres reelle (inflationskorrigerede) løn er konstant.

Hvis pengepolitik eller finanspolitik så bliver brugt til at sænke arbejdsløsheden under den naturlige rate, så ville den resulterende stigning i efterspørgslen få virksomhederne og producenterne til at hæve priserne endnu hurtigere.

Som inflationen stiger, så vil arbejdstagerne måske udbyde arbejdskraft på kort sigt på grund af den højere løn, hvilket fører til et fald i arbejdsløsheden – men over langt sigt, når de er klar over deres tab af købekraft i et inflationsmiljø, så vil deres villighed til at udbyde arbejdskraft falde, og arbejdsløsheden stiger til den naturlige arbejdsløshed. Løninflationen og den generelle inflation vil dog fortsætte med at stige.

På langt sigt vil en højere inflation altså ikke gavne økonomien via en lavere arbejdsløshed, og ligeså vil det omvendte scenarie ikke skade økonomien. Fordi inflation ikke har nogen påvirkning på arbejdsløsheden på langt sigt, så vil den langsigtede Phillipskurve forme sig som en lodret linje ved den naturlige arbejdsløshed på diagrammet.

Friedman og Phelps’ undersøgelser opdelte altså Phillipskurven i kort og langt sigt. Den kortsigtede Phillipskurve inkluderer forventet inflation som determinanten for den nuværende inflation

Opdeling af forholdet mellem de to variable

Monetaristernes synspunkt fik ikke så meget opmærksomhed, da de blev offentliggjort. Men der begyndte at dukke plausible bekræftelser af deres teori op i USA, da vi nærmede os 1970’erne. 1970’erne bestod af en periode med høj inflation sammen med høj arbejdsløshed i USA. Dette var i høj grad et resultat af to massive udbudschok: Embargoen fra mellemøstlige energiproducenter i 1973, der fik oliepriserne til at firdoble på et år, og den anden oliekrise, da Irans shah blev væltet af pinden i en revolution, og tabet af Irans udbud af olie fik priserne til at fordobles mellem 1979 og 1980. Denne udvikling fik den kortsigtede Phillipskurve til at inkludere udbudschok i tillæg med forventet inflation. Man omtaler ofte disse perioder med begrebet ”stagflation”.

Konklusion

Det inverse forhold mellem inflation og arbejdsløshed, som illustreret med Phillipskurven, virker godt på kort sigt, specielt når inflation er rimelig konstant. Den virker ikke på langt sigt, da økonomien kommer tilbage til den naturlige arbejdsløshed i takt med, at den korrigerer for enhver inflationsrate. Valget mellem en højere inflation og lavere arbejdsløshed virker kun som en midlertidig løsning og er ikke et universalmiddel, som politikerne kan bruge.