Hvorfor er deflation dårligt for økonomien?

Den dominerende økonomiske tankegang angiver, at en moderat mængde inflation er godt for den økonomiske vækst, og de fleste af verdens centralbanker sigter efter en årlig inflationsrate på 2 til 3%. Når inflationen går over gevind, så stiger priserne for hurtigt til, at indkomsten kan tilpasse sig, hvilket potentielt kan skabe en økonomisk krise, kendt som hyperinflation, hvor priserne drives hurtigt og eksponentielt op. Hvis inflationen begynder at falde, kaldes det for disinflation. Deflation opstår, når ændringen i priserne bliver negativ.

Igennem Den Store Depression i 1930’erne stod økonomier over hele verden over for en lammende deflation, da produktionen gik i standsning, og det generelle prisniveau faldt med 10% eller mere på årsbasis. Efter finanskrisen i 2008 undgik USA knap og nap en deflationsspiral. I dag modkæmper Eurozonen deflation, og Den Europæiske Centralbank (ECB) har endda taget brug af ekstraordinære midler i form af kvantitativ lempelse.

Deflation: Årsag og effekt

Ændringer i forbrugerpriser er økonomiske statistikker samlet i de fleste nationer ved at sammenligne ændringer i en gruppe goder og produkter med et indeks. Forbrugerprisindekset er det mest brugte til dette formål. Når ændringen i priserne i én periode er lavere end i den forrige periode, så er forbrugerprisindekset faldet, hvilket indikerer, at økonomien står over for deflation.

Man skulle måske tro, at et generelt fald i priserne er en god ting, da det giver forbrugerne en bedre købekraft. I en hvis mængde har moderate fald i bestemte produkter, såsom mad og energi, en positiv effekt på forbruget. Et generelt og vedholdende fald i priserne kan dog have en alvorlig negativ effekt på væksten og den økonomiske stabilitet.

Recessioner og deflation

Deflation opstår typisk under og efter økonomiske kriser. Når økonomien oplever en alvorlig recession eller depression, så sænkes produktionen, da efterspørgslen efter forbrug og investeringer falder. Dette skaber et overordnet fald i priserne på aktiver, da producenterne tvinges til at likvidere de beholdninger, som folk ikke længere vil købe. Forbrugere og investorer begynder at holde likvide pengereserver som sikkerhed mod yderligere finansielle tab. Da flere penge gemmes, bliver færre brugt, hvilket yderligere sænker den aggregerede efterspørgsel.

Nu er folks forventninger til den fremtidige inflation sænket, og de begynder at oplagre penge. Hvorfor skulle de bruge en krone i dag, hvis forventningen er, at den effektivt kunne købe flere ting i morgen? Og hvorfor bruge den i morgen, når produkterne måske vil være endnu billigere om en uge?

Deflationens onde cyklus

Da produktionen sænkes til at stemme overens med den lavere efterspørgsel, reducerer virksomhederne deres arbejdskraft, hvilket skaber en stigning i arbejdsløsheden. De personer, der nu står uden arbejde, har måske svært ved at finde nyt arbejde under en recession og vil til sidst tømme deres opsparing for at kunne få det hele til at fungere og vil på et tidspunkt ikke kunne betale diverse gældsforpligtelser såsom huslån, billån osv.

Den akkumulerende bølge med dårlig gæld strømmer gennem økonomien og op til den finansielle sektor, der må blive nødt til at eftergive den med et tab. Da bankernes balance bliver mere og mere ustabil, ønsker indskyderne at trække deres penge ud i tilfælde af, at banken krakker. Et sådant bankstormløb kan gøre, at banken ikke længere kan imødekomme sine forpligtelser. Finansielle institutioner begynder at kollapse, hvilket fjerner den meget påkrævede likviditet fra systemet og reducerer også gældsudbuddet til de, der søger nye lån.

Centralbanker reagerer ofte på dette ved at igangsætte en ekspansiv pengepolitik. Dette inkluderer at sænke renten og pumpe penge ind i økonomien via åbne markedsoperationer – køb af statsobligationer på det åbne marked i bytte for nye pengesedler. Hvis disse tiltag ikke får sat gang i efterspørgslen og den økonomiske vækst, så vil centralbankerne måske igangsætte kvantitativ lempelse ved at købe mere risikable aktiver på det åbne marked. Centralbanken kan også påtage sig rollen som ”lender in last resort”, hvis den finansielle sektor er slemt forhindret af førnævnte begivenheder.

Stater vil også gøre brug af lempelig finanspolitik ved at sænke skatterne og øge det offentlige forbrug. Problemet med at sænke skatterne under en periode med lave priser og høj arbejdsløshed er dog, at de overordnede skatteindtægter vil falde, hvilket forhindrer staten i at operere med fuld kapacitet.

Konklusion

En smule inflation er godt for den økonomiske vækst – omkring 2-3% om året. Men når priserne begynder at falde efter en økonomisk nedtur, så vil en deflation kunne skabe en endnu slemmere og mere alvorlig krise.

Som priserne falder, vil produktionen sænkes, og beholdninger bliver likvideret. Efterspørgslen topper, og arbejdsløsheden stiger. Folk vælger at gemme deres penge i stedet for at bruge dem på forbrug og investeringer, fordi de forventer, at priserne falder endnu mere i fremtiden. Misligholdelser af gældsforpligtelser stiger, og indskydere trækker penge ud af bankerne i massevis, hvilket skaber en finansiel nedsmeltning defineret ved mangel på likviditet og kredit. Centralbanker og stater reagerer ved at motivere efterspørgslen via lempelig penge- og finanspolitik samt ukonventionelle metoder såsom kvantitativ lempelse.

Når alt kommer til alt, så er en periode med deflation ikke et sted, som en økonomi ønsker at befinde sig i.