Et lån med sikkerhed i fast ejendom.
I Danmark ydes realkreditlån af realkreditinstitutter inden for visse lånegrænser.
Ved finansiering igennem realkredit udstedes der obligationer, som står for finansieringen af lånet.
Da realkreditinstitutter har eneret til at benytte titler som ”realkreditinstitut”, ”realkreditaktieselskab” eller ”realkreditfond” og andre navne, som kan give indtryk af, at selskabet er et realkreditinstitut, gives andre former for realkredit i Danmark normalt et andet navn. Andre former for realkredit, der derfor ikke betegnes realkreditlån, er for eksempel bankers boliglån og sælgerpantebreve.
Et værdipapir som udstedes af Danmarks Nationalbank som led i styringen af den korte rente.
Det er en nulkuponobligation.
Indskudsbeviser bliver solgt af Nationalbanken den sidste bankdag i ugen.
En swap som er designet til at overføre krediteksponeringen ved produkter med fast indkomst mellem parter. En Credit Default Swap er også kendt som et kreditderivat, hvor køberen af swap’en laver betalinger indtil kontraktens udløb. Betalingerne laves til sælgeren af swap’en. Til gengæld går sælgeren med til at betale en tredjeparts gæld, hvis denne part misligholder lånet. En CDS bliver set som en forsikring mod misligholdelse af en gæld. En køber af en CDS spekulerer på muligheden af, at tredjeparten vil misligholde lånet.
Køberen af en credit default swap modtager kreditbeskyttelse, hvor sælgeren af swap’en garanterer kreditværdigheden af gældsbeviset. Ved at gøre dette overføres misligholdelsesrisikoen fra holderen af gældsbeviset til sælgeren af swap’en.
Et gældsbevis der fungerer som en fordring på staten. Statsobligationer har en mellemlang til lang løbetid på mellem 5 og 30 år.
Når man køber statsobligationer, svarer det til, at staten låner penge af køberen, hvor staten så skal betale det anførte beløb tilbage samt den anførte rente.
De fleste af statens udstedte obligationer er fastforrentede lån. De fleste af disse fungerer som stående lån, men der er også statsobligationer, som er udstedt som serielån eller som uamortisable lån.
Handel med statsobligationer foregår igennem Københavns Fondsbørs.
Et kortfristet gældsbevis der udstedes af finansministeriet som del af landets statsgældspolitik. Skatkammerbeviser har en normal løbetid på ni måneder.
Skatkammerbeviser bliver i Danmark normalt solgt igennem auktioner, som bliver foretaget af Danmarks Nationalbank. Markedsdeltagerne (især de private pengeinstitutter) byder på renten ved auktionerne. Lave bud svarer til en høj skatkammerbevisrente. Alle bud, der svarer til eller ligger under den skæringsrente, som er fastsat af Nationalbanken, imødekommes til skæringsrenten.
Da de er nulkuponobligationer, modtager køberne ikke løbende rentebetalinger. Afkastet af investeringen i et skatkammerbevis er derved som følge af kursavance.
Skatkammerbeviser udstedes i en stykstørrelse på 1 mio. kr. til kurs under pari (kurs 100).
En obligation hvis værdi reguleres i takt med udviklingen i det almindelige prisniveau. Denne regulering skabes ud fra nettoprisindekset, som udføres af Danmarks Statistik.
Du kan formindske risikoen for inflation ved at investere i indeksobligationer frem for fastforrentede obligationer. Med de indeksobligationer, der findes på det danske marked, kan du dog ikke helt fjerne risikoen for inflation. Dette skyldes bl.a. den måde, som de danske indeksobligationer pristalsreguleres på.
Investerer du i indeksobligationer, er du således primært eksponeret over for ændringer i realrenten. Investerer du i traditionelle, fastforrentede obligationer, er du derimod eksponeret over for både ændringer i realrenten og ændringer i den forventede inflation i obligationens løbetid.
Et bestemt tidpunkt hvor en specifik handling skal foretages. Terminer bruges ofte i forbindelse med lån, hvor det er forfaldsdatoen for betaling.
Tidspunker for betalinger på et lån kaldes terminer. Der er oftest 1, 2, 4 eller 12 lige fordelte terminer på et år.
Et stykke eller en portion af en aftale eller struktureret finansiering. Denne portion er en af adskillige relaterede værdipapirer, der tilbydes på samme tid men har forskellig risici, gevinster og/eller udløbsdatoer. ”Tranche” er det franske ord for ”stykke”.
Tranche er et begreb, der ofte bruges til at beskrive en specifik obligationsklasse, hvor hver tranche tilbyder forskellige grader af risiko til investoren.
En obligation som kan konverteres til en forudbestemt mængde af en virksomheds aktier/anparter på forskellige tidspunkter af dens levetid.
At udstede konvertible obligationer er en måde for en virksomhed at minimere investorernes negative opfattelse af virksomhedens beslutninger på. Hvis en allerede børsnoteret virksomhed for eksempel vælger at udstede aktier, vil markedet som regel opfatte det som et tegn om, at virksomhedens aktiekurs er overvurderet. For at undgå denne negative opfattelse kan virksomheden vælge at udstede konvertible obligationer, som obligationsindehaverne højst sandsynligt vil konvertere til aktier/anparter alligevel, hvis virksomheden fortsætter med at klare sig godt.
Fra investorens perspektiv har en konvertibel obligation en værditilsættende komponent indbygget i sig; det er i bund og grund en obligation med en aktieoption gemt indeni. Derfor har de som regel en lavere afkastprocent på grund af muligheden for at bytte obligationen ud med aktier/anparter.
Et struktureret finansielt produkt der samler pengestrømsgenerende aktiver og ombygger denne aktivsamling til adskilte trancher, som kan sælges til investorer. En CDO har navnet collateralized (sikkerhedsstillet), fordi gældsobligationerne stiller sikkerheden i CDO’en. Trancherne i en CDO varierer meget i deres risikoprofil. Seniortrancherne er relativt sikrest, fordi de har førsteprioritet på sikkerhedsstillelsen, hvis lånene bliver misligholdt. Derfor har seniortrancherne i en CDO generelt en højere kreditvurdering og lavere kuponrente end juniortrancherne, der dog har en højere risiko.
CDO’er eksploderede i popularitet mellem 2003 og 2006, hvor CDO salget næsten 10-doblede fra 30 mia. dollars til 225 mia. dollars. Dog fik det faldende boligmarked CDO’erne til at blive det værst præsterende finansinstrument mellem finanskrisen i 2007-2009. Bristet af CDO-boblen skabte tab for flere hundrede milliarder dollars hos nogle af de største finansielle institutioner, hvilket gjorde, at de enten gik fallit eller skulle reddes af regeringen.