Pengestrøm fra investeringsaktivitet er en post på en virksomheds pengestrømsopgørelse, der rapporterer den samlede ændring i virksomhedens pengebeholdning som resultat af profit (eller tab) fra investeringer i finansmarkederne, datterselskaber samt ændringer fra den mængde, som er blevet brugt på investering i aktiver såsom fabrikker og maskiner.
Når man analyserer en virksomheds pengestrømsopgørelse, så er det vigtigt at tænke på de forskellige sektioner, der bidrager til den overordnede ændring i virksomhedens pengesituation. I mange tilfælde kan en virksomhed måske have en negativ ændring i sin pengestrøm i et givet kvartal, men hvis virksomheden kan generere positiv pengestrøm fra sine driftsaktiviteter, så kan det måske betyde, at den overordnede negative pengestrøm er et resultat af tunge investeringsudgifter, som ikke nødvendigvis er noget dårligt.
De penge som en virksomhed bringer ind via dens normale og regelmæssige drift såsom via produktion og salg af virksomhedens kerneprodukter. Pengestrømme fra driftsaktiviteter inkluderer ikke langsigtet kapital eller investeringsomkostninger.
Pengestrømmen fra driftsaktivitet står i virksomhedens pengestrømsopgørelse. Denne post inkluderer også ændringer i arbejdskapitalen (omsætningsaktiver minus kortfristede forpligtelser) såsom lagerændringer, kortfristet gæld og tilgodehavender. Den indtjening som virksomhed modtager fra sine investeringsaktiviteter posteres separat, da denne indtægtskilde ikke kommer fra virksomhedens regulære drift.
Hvis man sammenligner pengestrømmen fra virksomhedens driftsaktiviteter med EBITDA, kan man få en god indsigt i, hvordan virksomheden finansierer kortfristet kapital. Formålet med at kigge separat på denne post er at finde ud af, hvor virksomheden virkelig tjener sine penge henne. Som investor vil man se en positiv pengestrøm, fordi denne kommer fra tilbagevendende aktiviteter. Hvis en positiv pengestrøm kommer af, at virksomheden har solgt nogle anlægsaktiver, eller fordi den lige har udstedt en masse aktier eller obligationer, så er de disse engangshændelser ikke en indikator for virksomhedens finansielle sundhed.
Et afsnit i en virksomheds årsrapport, hvor ledelsen forklarer den forgangne regnskabsperiode omhandlende resultatopgørelsen, balancen, pengestrømsopgørelsen samt tilhørende noter.
Ledelsesberetningen er til gavn for regnskabslæseren, så denne kan opnå bedre forståelse for virksomhedens resultater og finansielle tilstand. Ledelsesberetningen skal indeholde udviklingen i virksomhedens hovedaktiviteter, de væsentlige forhold der har haft en påvirkning samt de usikkerhedsfaktorer, der påhviler hhv. virksomheden og koncernen. Ydermere skal der oplyses om begivenheder indtruffet efter balancedagen. For større virksomheder kræves det også, at der gives oplysning om den forventede udvikling, forsknings- og udviklingsaktiviteter samt videnressourcer og miljøforhold, såfremt disse er væsentlige for virksomheden.
En indikator for en virksomheds finansielle præstation, som beregnes på følgende måde:
EBITDA = Omsætning – Omkostninger (eksklusiv skat, renter, afskrivninger og nedskrivninger).
EBITDA er i bund og grund nettoresultatet inklusiv renter, skat, af- og nedskrivninger tilføjet tilbage. Tallet kan bruges til at analysere og beregne rentabiliteten mellem forskellige virksomheder og industrier.
Dette er en ikke-GAAP måling, som skal tages med ekstra forbehold. Det betyder, at virksomheder ofte ændrer den regnskabspraksis der bruges i deres EBITDA-beregninger fra én regnskabsperiode til en anden.
EBITDA blev først brugt, da de såkaldte leveraged buyouts blev populære i 1980’erne, og hvor tallet blev brugt som en indikator for, hvor god virksomheden var til at håndtere sin gæld. Som tiden gik, blev tallet populært i industrier med dyre aktiver, som skulle afskrives over længere perioder. EBITDA bruges nu i mange virksomheder, specielt i teknologiindustrien.
En udbredt misforståelse er, at EBITDA repræsenterer en ændring i virksomhedens kassebeholdning. EBITDA er en god måling, når man analyserer virksomhedens rentabilitet, men ikke pengestrøm.
Forholdet mellem en virksomheds totale aktiver og dens egenkapital. Egenkapitalmultiplikatoren er en måling af virksomhedens finansielle gearing. Virksomheder finansierer købet af deres aktiver via enten egenkapital eller gæld, så en høj egenkapitalmultiplikator indikerer, at en større portion af aktivernes finansiering er foregået via gæld. Multiplikatoren er en variation af gældsraten.
Nøgletallet kan nemt beregnes. Hvis en virksomhed for eksempel har aktiver for 3 mia. kr. og en egenkapital på 1 mia kr., så vil egenkapitalmultiplikatoren være 3 (3/1), hvilket betyder, at en-tredjedel af virksomhedens aktiver er finansieret via egenkapital.
Egenkapitalmultiplikatoren giver investorer et billede af, hvilke finansieringsmetoder virksomheden gør brug af for at finansiere sine køb af nye aktiver.
En høj multiplikator er ikke nødvendigvis bedre end en lav multiplikator. For at kunne skabe et bedre billede af virksomhedens finansielle sundhed, så bør man som investor også kigge på andre finansielle nøgletal og målinger såsom overskudsgraden og aktivernes omsætningshastighed. Hvis det er billigere at låne end at udstede nye aktier, så er det måske mere omkostningseffektivt at stifte gæld.
Et nøgletal der indikerer, om en virksomhed kan bære et større tab. Soliditetsgraden viser, hvor stor en procentdel af virksomhedens kapital, som den kan tåle at miste, inden fremmedkapital bliver rørt.
Beregnes således:
Soliditetsgrad = Egenkapital / Aktiver i alt
Jo højere soliditetsgraden er, des mere er virksomheden i stand til at kunne tabe af egenkapitalen. Nøgletallet bruges meget til at måle og analysere en virksomheds kreditværdighed og tages ofte i betragtning med andre nøgletal såsom egenkapitalandelen og likviditetsgraden.
En situation hvor en virksomhed ikke er i stand til at betale sine kreditorer, det de skylder, og derfor er nødt til midlertidigt at standse sine betalinger. Her er det muligt at begære en rekonstruktion, hvis formål er enten at skabe solvens eller skabe en passende afvikling af virksomhedens aktiviteter.
For at begære en rekonstruktion skal denne sendes til Skifteretten, der muligvis sætter en rekonstruktør på, typisk i form af en advokat.
Forholdet mellem en virksomheds totale aktiver og egenkapital, som fungerer som en måling af virksomhedens finansielle gældssætning. Virksomheder finansierer købet af aktiver enten med egenkapital eller gæld, så en lav egenkapitalandel i procent indikerer, at en større portion af aktivfinansieringen sker igennem gæld. Dette nøgletal er en anden variation af gældsraten.
Beregnes således:
Egenkapitalandel = Egenkapital / Aktiver i alt
En høj egenkapitalandel er nødvendigvis ikke bedre end en lav. For at skabe et bedre overblik over virksomhedens finansielle sundhed bør man også overveje andre finansielle nøgletal og målinger såsom overskudsgraden og aktivernes omsætningshastighed. Hvis det er billigere at låne end at udstede nye aktier, så vil det måske være mere omkostningseffektivt at finansiere købet af aktiver via gæld.
Et nøgletal der indikerer, om en virksomhed er robust nok til at kunne imødekomme sine kortfristede forpligtelser. Beregnes således:
Likviditetsgrad = Omsætningsaktiver/Kortfristede gældsforpligtelser
Likviditetsgraden kan sidestilles med quick ratioen, men hvor likviditetsgraden medtager varelagret i sin beregning. Nogen vil mene, at quick ratioen giver et bedre billede af virksomhedens kortsigtede, finansielle tilstand, da varelagret enten tager lang tid at omdannes til kontanter eller bliver nødt til at sælges til en værdi under den bogførte værdi.
En indikator for en virksomheds kortsigtede likviditet. Quick ratioen måler en virksomheds evne til at betale sine kortfristede gældsforpligtelser med sine mest likvide aktiver. Af denne grund udelukker dette nøgletal varelagret fra omsætningsaktiverne, og det beregnes således:
Quick ratio = (Omsætningsaktiver – Varelager) / Kortfristede gældsforpligtelser
Kaldes sommetider også virksomhedens ”kasselikviditet”.
Quick ratioen er mere konservativ end likviditetsgraden, fordi den udelukker varelagret fra omsætningsaktiverne. Heraf kommer navnet, da aktiver såsom kassebeholdning og bankindestående er hurtige kilder til kontanter. Varelagret tager generelt tid til at blive omdannet til kontanter, og hvis det skal sælges hurtigt, bliver virksomheden måske nødt til at acceptere lavere priser end den bogførte værdi af dette varelager.
Hvad end ”tilgodehavende” er en kilde til hurtige kontanter kan dog diskuteres, og det afhænger af de kreditvilkår, virksomheden giver til sine kunder. En virksomhed der kun giver sine kunder 30 dage til at betale er tydeligvis bedre stillet end en, der giver 90 dage. Men likviditetssituationen afhænger også af de kreditvilkår, virksomheden har aftalt med sine leverandører. Hvis en virksomhed for eksempel giver sine kunder 90 dage til at betale men har 120 dage til at betale sine leverandører, vil likviditetssituationen måske være acceptabel.