15. maj 2021 by Christian Jain Kongsted
The future is private.
Sådan stod der med store bogstaver på skærmen bag Facebooks stifter og CEO Mark Zuckerberg, da han gav sin årlige præsentation på Facebooks udvikler-konference F8. Citatet siger både noget om, hvor Facebook kommer fra, og hvor de er på vej hen. Efter i flere år at være plaget af skandaler med datalæk og manglende respekt for brugernes private oplysninger, giver Zuckerberg nu udtryk for, at han vil skifte spor og arbejde hen imod, at Facebook i højere grad bliver et sted, hvor man kan kommunikere med sine nærmeste og gøre det på en sikker måde.
Igennem den seneste tid har man på Facebook set en stærk stigning i aktiviteten på tre områder: Private beskeder (messaging), Facebook stories og grupper – særligt mindre grupper – og det er derfor disse områder Facebook vil satse på, når de i de kommende år skal udvikle platformen. News-feedet, som stadig står som en helt central del af Facebook-oplevelsen, blev derimod ikke omtalt meget på F8-konferencen, og det kan tyde på, at prioriteterne er ved at ændre sig.
Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog |
Hvordan dette påvirker virksomheden og forretningen Facebook, vil vi se nærmere på i denne artikel. Der er dog ingen tvivl om, at aktien stadig er en meget attraktiv mulighed for investorer og mange analytikere har den fortsat på listen over aktieanbefalinger. Hver måned er der intet mindre end 2,7 mia. mennesker, som bruger en af de Facebook-ejede apps Facebook, Instagram, Messenger og Whatsapp, og det giver i sig selv nogle enorme muligheder i forhold til annoncering. Det vil gøre aktien attraktiv også i de kommende år. Stigningen i omsætning er stadig et pænt stykke over 20% år for år, og selv om Facebook på det seneste har været nødt til at ansætte flere folk, så er forretningen stadigvæk særdeles rentabel, og på trods af Facebooks udfordringer ser det også ud til at kunne fortsætte i de kommende år.
Facebook blev introduceret på den amerikanske børs i 2012 og har i store træk været en succeshistorie. I begyndelsen faldt aktien dog i en kort periode, hvilket skræmte nogle investorer væk, men siden bunden på ca. 18 USD per aktie blev nået i august 2012, er det gået fremad i mange år. I nyere tid oplevede aktien dog et stort fald i løbet af andet halvår 2018, og aktien faldt med hele 40%. Dette skete blandt andet i kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen, hvor et konsulentfirma – i strid med Facebooks retningslinjer – høstede bruger-oplysninger på 50 millioner Facebook-brugere og brugte det til at hjælpe den amerikanske præsident Donald Trump i valgkampen. I første halvdel af 2019 genvandt investorerne dog troen på Facebook-aktien og analytikerne kom igen med aktieanbefalinger af Facebook. Det betød, at det meste af det tabte blev vundet tilbage.
Facebooks indtægter kommer på nuværende tidspunkt nærmest udelukkende fra annoncering – i 2018 var 98,4% af omsætningen drevet af annoncer. I de kommende år vil Facebooks vækst kunne komme fra, at der fortsat kommer flere brugere til deres platforme på verdensplan, som man kan se på nedenstående oversigt.
Ser man på det samlede billede er der altså stadig tale om en stigning i aktive brugere på Facebook, som foreløbig fortsætter med mindst samme fart, men i mere modne markeder som USA og Europa ser man dog en stagnation, og i perioder endda et fald, i disse tal, hvis man ser isoleret på Facebook-brugere.
Samtidig med at de aktive brugere bliver flere, så tilføjer Facebook også flere annoncer på deres platforme. I 2019 blev der tilføjet 30% flere annoncer på tværs af de fire platforme Facebook, Instagram, Messenger og WhatsApp, og selv om denne stigningstakst næppe kan holdes i det lange løb, så vil et fortsat stigende antal annoncer formentlig kunne være med til at sikre væksten i de kommende år. Et andet væsentlig element er, at man også godt kan forestille sig, at prisen per annonce over tid vil stige, samtidig med at der kommer stadig flere annoncører på platformen. Inden for digital marketing er der i praksis et duopol, hvor Facebook og Google sidder tungt på markedet.
Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog |
Som man kan på nedenstående oversigt fra eMarketer, så sidder de to virksomheder på ca. 60% af det amerikanske marked for online-markedsføring. Facebook ser ud til fortsat at få en større andel i 2019, mens Amazon – som dog kommer fra et lavere udgangspunkt – ser ud til at få den største stigning af alle, når man ser på markedsandelen af online-markedsføring.
eMarketer skriver samtidig i sin analyse, at 2019 vil blive det første år, hvor digital markedsføring overstiger traditionel markedsføring offline i USA, og i 2023 vil den digitale del udgøre 66 procent af det samlede medieindkøb. Der er altså tale om et marked i fortsat stigning, og hvis Facebook formår bare at fastholde sin markedsandel, så vil de altså få del i denne stigning.
Facebooks fokusområder
I 2016 offentliggjorde Mark Zuckerberg en 10 års-plan for Facebook, hvor han beskrev virksomhedens vision på denne måde: “At bygge teknologi, som giver alle muligheder for at dele alt, de vil, med alle andre”.
Facebooks tre fokusområder skulle være:
I Connectivity-initiativet samarbejder Facebook med en lang række andre partnere om at gøre Internettet tilgængeligt i alle egne af verden, og det har den åbenlyse fordel, at de virksomheder som profiterer af – og dominerer – nettet, vil profitere yderligere af, at det bliver bredt ud til resten af verdenen. Ifølge Statista er 4,4 mia. mennesker online i 2019, og det svarer til 58% procent af verdens befolkning. I disse år kommer der 200-300 mio. mennesker flere på nettet hvert eneste år, og det er naturligvis en udvikling, som Facebook og de andre IT-giganter ønsker at støtte. Med 2,2 mia. aktive brugere om måneden har Facebook en andel på 54,5% af hele verdens Internet-brugere.
Artificial intelligence (AI) er et andet hovedfokus-område for Facebook, og det er samtidig et område som alle de store IT-virksomheder i USA og Kina satser på. Facebook lægger her – ifølge virksomheden selv – vægt på at dele deres fremskridt for AI åbent med andre, både forskere og andre virksomheder, sådan at man hurtigere kan finde løsninger på nogle af de fælles udfordringer, som teknologien skal være med til at løse. Facebook arbejder inden for AI blandt på computer vision, oversættelse, sprogforståelse og talegenkendelse, og et af de områder, hvor AI i fremtiden vil kunne være til særlig hjælp er at finde indhold, som hurtigst muligt skal fjernes fra platformen. I 2018 kom det for eksempel frem, at Facebook blev brugt til at sprede had og opildne til vold mod det muslimske mindretal i Myanmar uden at Facebook gjorde noget for at stoppe det. Her har Facebook givet udtryk for, at AI fremover vil spille en rolle i forhold til at identificere “hate speech”, sådan at indhold, som ikke lever op til Facebooks retningslinjer hurtigt kan slettes.
Herunder ses en video, hvor Facebook forklarer, hvor virksomheden bruger AI.
Virtual reality og Augmented reality
Facebook købte virksomheden Oculus i 2014 for 2 mia. dollars og lagde på dette tidspunkt grundstenen til satsningen på virtual reality (VR) og augmented reality (AR). Det var ikke åbenlyst for alle, hvordan det kunne hænge sammen med resten af aktiviteterne for verdens største sociale netværk, og kritiske røster vil også mene, at Facebook ikke har fået tilstrækkelig meget ud af sin satsning på dette område. Virtual reality-brillerne, hvor du træder ind i et helt nyt univers, er endnu ikke blevet mainstream så hurtigt som nogle måske ville have forventet, men det er fortsat et fokusområde for både Facebook og en række af de andre store IT-giganter i Silicon Valley.
Facebook lancerede i 2017 projektet Facebook Spaces, der stadig er i beta. Facebook beskriver det som en mulighed for at connecte med sine venner, uafhængigt af hvor man befinder sig i verdenen, og ser man det igennem de briller, kan det fint hænge sammen det sociale netværks aktiviteter.
Med en omsætning på over 10 mio. kroner per medarbejder er Facebook stadig en unik virksomhed, og alt tyder på, at forretningen også i de kommende år vil se pæne stigningstakster. Mange analytikere har fortsat aktien som en af deres aktieanbefalinger. Har man en tidshorisont på 3-5 år, er der en fornuftig chance for, at aktien vil performe bedre end markedet som helhed, da Facebook formentlig vil profitere af en række trends som fortsætter: Flere brugere på Internettet og dermed flere brugere på Facebook og mulighed for at lægge flere annoncer ind på platformene. Annonceringsplatformen vil derfor formentlig trives og vokse nogle år endnu.
Samtidig ser man også nogle eksempler på, hvilke fordele man kan have af at have en så enorm brugerbase, som Facebooks applikationer har. Virksomheden tester netop nu mulighed for at arbejde med mobilbetalinger i Indien via Whatsapp, og foreløbig har over 1 mio. mennesker skrevet sig op til denne services. Samtidig arbejder Facebook også på at optimere omsætningen fra Instagram ved at prøve en række nye features af, som skal forøge omsætningen fra det billedbårne sociale medie. Blandt andet arbejder man sammen med en række store influencers om at kunne købe produkter direkte på Instagram, og det vil endnu engang give Facebook mulighed for at tjene penge, hver gang en transaktion bliver foretaget.
Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog |
Har man en endnu længere tidshorisont vil det blive afgørende, hvor godt Facebook lykkes med at udvikle kunstig intelligens, at gøre virtual og augmented reality mere mainstream, og om det lykkes at ændre virksomhedens kurs i retning af i højere grad at fokusere på privatliv og “den digitale dagligstue”. Facebook har tidligere haft et uofficielt motto, som lød “Move fast and break things”. I de kommende år vil der være brug for, at de går lidt langsommere frem og måske forsøger at reparere noget af det, som i første omgang er gået galt.
Invested anbefaler aktien med en horisont på 3-5 år, ud fra den nuværende kurs på 181 dollars per aktie. Ønsker man at handle aktien med en noget kortere horisont, bør man forsøge at købe op i kølvandet på nogle af de fald, der formentlig vil være, også i den kommende tid, hvis der kommer fokus på nye sager med datalæk eller politisk uro omkring virksomheden. Facebook vil også i fremtiden være en volatil aktie, som der vil være fokus på fra politisk hold, og det kan give nogle muligheder for at time sit køb godt, forudsat at man ikke bliver i tvivl om det grundlægge fundament bag Facebooks forretning.
Disclaimer: Skribenten bag denne artikel ejer selv Facebook-aktier.
Posted in aktiekurser, Markeder, nyhed | No Comments
Tags: aktieanalyse, aktieanbefalinger, aktier 2019, facebook, facebook-aktien, mark zuckerberg
Bliv medlem af invested.dk og få en gratis e-bog på 60 sider om investering. Samtidig får du adgang til gratis LIVE webinarer, hvor du kan spørge eksperterne til råds om aktiekøb lige nu. Du får også adgang til superinvestorernes porteføljer.
Download vores e-bog om skat af investering. 36 sider tætpakket med de nyeste skatteregler, samt hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer i forhold til skat.
Download vores e-bog smækfyldt med inspiration til ETF'er og regler for ETF-handel og skat.